...

Interesseret i hvad netop din hjemmeside vil koste? Prøv vores prisberegner her!

Lær at gøre din hjemmesides design og tekst indbydende

AKAHvad en oldgræsk filosof, en romersk retoriker og en praktikant har at sige om din hjemmesides tryghed og retorik”!

Du kender det.

Man har lige opdigtet en helt vidunderlig sætning i sine tanker, men når man får sagt det højt kommer det ud som lidt af en fuser.

Hvad fanden skete der lige?

Du klikkede ind her for at lære om retorik, og det skal du få. I en branche fyldt med tekstbokse og “om os”-sider, er det vitalt at du kan formulere dig klart, tydeligt og især overbevisende over for dine digitale besøgende.

Jeg er selv med til at designe en hulens masse hjemmesider, samt at lege forfatter et utal af gange, så jeg har selv bøvlet med det. 

Jeg har dog, over tid, fundet et par tips og tricks inden for webdesign og tekstforfatning, som jeg vil dele med jer.

Sådan gør du din hjemmeside tryg og indbydende for potentielle kunder:

I stedet for at gøre denne artikel til en lektion i oldtidskundskab, så sætter vi lige fokus på det, vi gerne vil opnå; at vi konverterer potentielle kunder til købere af vores produkter og services! 

Vi tager nu et kig på hvad kloge folk fortæller os om retorik og kommunikation, og sammenkobler det med hvordan du kan bruge det i din virksomhed!

Hvis du har fortrængt gymnasiets tekster om moderne retorik er det helt ok. I dagligdagen har vi det med at forkaste al teori og bare gå efter mavefornemmelsen.

MEN, selv mavefornemmelsen tager udgangspunkt i tidligere erfaring og lærdom!

Når det kommer til at overbevise er der intet bedre at hive fat i end de klassiske appelformer. Etos, logos og patos – en lige så berømt trio som Lennon, McCartney og Starr (og ham den sidste).

Lige for at at ridse op:

Etos = troværdighed

Logos = logik og begrundelse

Patos = følelser

Selv ved webdesign og tekstforfatning slipper du ikke for disse oldgræske termer!

For eksempel, så vil besøgende altid have en forhåndsopfattelse om din hjemmeside, og nok også dig.

Før folk når at besøge din hjemmeside og læse dine fantastiske salgstaler, skal du altså sørge for at deres opfattelse af dig og din hjemmeside er i orden.

Et par guldkorn til at gøre din hjemmeside tryg:

  • Opret en Google My Business-side, som viser din side allerede ved en søgning på Google.
  • Installér et SSL-certifikat på din hjemmeside. Det er den lille hængelås til venstre for webadressen. Hvis du ikke har et vil internetbrowseren ligefrem advare den besøgende om, at siden måske ikke er sikker!
  • Hav enten “.dk” eller “.com” som dit domæne. “.org”, “.nu” og andre domæner kan være ukendte for den besøgende og dermed utrygge.
  • Undgå stock-billeder så vidt muligt. Ja, de er lette at få fingrene i.  Men folk kan faktisk godt lave den konklusion, at din virksomhed er noget fup – simpelthen fordi at de ikke kan se beviser for at din virksomhed findes i virkeligheden.
  • Hav en stilren hjemmeside. Noget så simpelt som skrifttyper kan skræmme folk væk fra din hjemmeside. Sørg for, at dine tekster ikke har forskellige skrifttyper i samme afsnit eller er inkonsekvente i sin størrelse. Sørg også for at hjemmesiden har et klart farvetema!
Eksempel på Google My Business.

Når du har styr på dit digitale etos, så er der faktisk ikke så langt til at få mestret resten, nemlig logos og patos.

Disse udgør nemlig størstedelen af din hjemmesides indhold. Dette sker typisk ved at have gode billeder af dig og overbevisende tekster om dine produkter og services.

3 ingredienser til den gode tekst ifølge min gæsteblogger, Aristoteles:

Spørger du den græske filosof, Aristoteles, er der tre elementer, der tilsammen får din kunde til at købe dit produkt:

  1. Teksten har karakter og væsen – at den taler til hjernen, men også hjertet.
  2. Den rette stemning ved publikum – at læseren måske allerede på forhånd synes, at din hjemmeside er troværdig.
  3. Det, der konkret bliver sagt i teksten – at din tekst er klar og tydelig i sit budskab. Lad nu være med at formulere dig så uklart, at det bliver til en såkaldt ‘wall of text’.

Men hvordan sørger man for at ens tekster bliver gode hver gang?

Her drager vi den romerske retoriker, Cicero, ind i billedet. Du går nemlig altid fem faser igennem, når du taler og skriver, om du ved det eller ej. For at komme tættest på gode tekster hver gang, bør du ifølge Cicero have 110% styr på IDEMA, nemlig:

  1. Inventio – Forstå hvad du skriver om! Indsaml viden og argumenter om dine services og produkter.
  2. Dispositio – Strukturér dit stof! Sortér lidt i dine noter og find ud af, hvad der er relevant for læseren og hvad du måske bare skulle holde for dig selv.
  3. Elocutio – Få styr på din tone of voice og skrivestil! De bedste tekster får besøgeren til at relatere, føle og tænke. Overvej din målgruppes alder, personlighed osv.
  4. Memoria – lav et par udkast af din tekst! Hvis dine tekst sidder lige i skabet i første forsøg, så ved jeg ikke hvorfor du læser med her. Læs din tekst igennem for fejl og se om der er ikke er punkter, som kan forbedres. Det fleste tekstbokse bør ikke indeholde mere end 350-450 antal anslag, og det er med mellemrum!
  5. Actio – It’s showtime! Din tekst er færdig og mangler nu bare at blive læst. 

Jeg håber, at du kan bruge mine (og de ældre herrers) tips og tricks til at skubbe din hjemmeside i den rigtige retning. Og husk: øvelse gør mester!

Tak, fordi du læste med!