Ja, det er ikke for at hundse rundt med dig eller noget, men har din arbejdsplads ikke sin mission, vision og værdier stående tydeligt et eller andet sted, så burde I virkelig gøre noget ved det.
Dette har jeg selv fået at vide ca. 972 gange på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor jeg studerer kommunikation.
“gør det, gør det, GØR DET!”
Bare søg på det på nettet – skriv en vilkårlig virksomheds navn efterfulgt af “mission vision værdier”. Jeg kan garantere dig for, at alle store virksomheder har defineret dem med så stor omhu, at det virker overdrevet.
Men tøv lige en kende, for hvad i alverden er en mission, vision og værdier overhovedet for noget? Og endnu vigtigere: hvorfor bliver de brugt?
Missionen – årsagen til virksomhedens eksistens:
De fleste arbejdspladser har en mission allerede fra dag 1. Hvis ikke, så skulle stifteren tage at overveje, om de måske skulle dreje nøglen om igen.
En virksomheds mission er nemlig dens årsag til at eksistere – dens raison d’être.
Beethovens mission var at lave musik, en forælders mission er at opfostre sit barn.
En virksomheds mission er som regel urokkelig, og kan kun blive ændret hvis virksomhedens fundamentale identitet også ændrer sig.
Lad os kigge på et eksempel – The Coca Cola Company. Deres mission lyder således (links til siderne i bunden af artiklen):
“Refresh the world. Make a difference”
Dejlig åbenlyst og bredt, ikke?
Hvad er din arbejdsplads’ mission? Tænk over det, men pas på du ikke gør det for specifikt… Der er nemlig, hvad vision er til for!
Visionen – virksomhedens plan om at komme fra A til B:
Visionen adskiller sig fra missionen, da den sætter ord og eventuelt tal på virksomhedens store drøm.
Coca Cola præciserer sin mission med sin vision her:
“Our vision is to craft the brands and choice of drinks that people love, to refresh them in body and spirit. And done in ways that create more sustainable business and better shared future that makes a difference in people’s lives, communities and our planet”
Wow, sikke en omgang.
Mens en virksomheds mission som sagt er urokkelig, så bliver visionen skræddersyet til den ledelse, arbejdskraft og verden som virksomheden har at gøre med. Den kan ændre sig med årene, men vil altid stemme overens med visionen.
Visionen specificerer dog ikke kun virksomhedens retning. Den skal også være målbar. Det går altså ikke bare at sigte efter guld og grønne skove – visionen skal også kunne forklare hvordan missionen skal opnås.
Så langt, så godt. Med hvad så med vejen dertil? Retfærdiggør målet ethvert middel for at når dertil?
Ikke ligefrem. Dette leder os til virksomhedens værdier.
Værdierne – hvad virksomheden vil fremme og repræsentere:
Rosinen i pølseenden.
Værdierne er de grundlæggende og menneskelige ting, som virksomheden stræber efter at udleve. Lad os kigge på Coca Colas værdier:
“We value diversity, equity and inclusion. We value equality. We value human and workplace rights.”
Man kan godt fornemme, at store virksomheder er bange for at sige noget forkert, hva’.
En virksomheds værdier er temmelig vigtige, da de har betydning for ALLE. Det er nemlig de grundlæggende ting, som virksomheden vil være en forkæmper for i vores verden.
Værdierne giver kort og godt et ret brugbart indblik for alle slags personer, der har interesse i virksomheden, såsom:
- Investorer – kan se at det er en forretning med moral
- Medarbejdere – er omvandrende eksempler på de gode værdier
- Potentielle medarbejdere – Tiltrækkes af værdierne
- Lokalsamfund – Sympatiserer med virksomheden og dens gode intentioner
- Samarbejdspartnere – Ønsker en positiv afsmitning fra virksomhedens værdier
- Kunder – Kan prale af samme værdier, når de køber produktet
Men, og nu kommer det store men…
MEN er det så nødvendigt at skrive sin mission vision og værdier ned? Kan man ikke bare have dem i tankerne?
Det korte svar er jo, det kan du faktisk godt. Som sagt, så har næsten alle virksomheder defineret dem helt ubevidst, og de klarer sig helt fint. Her kommer der også bare et kæmpe MEN.
Hvis din arbejdsplads ikke tydeliggør sin mission, vision og værdier, så kommer den med 100% sikkerhed til at snuble over sig selv.
Uden en krystalklar årsag til at eksistere og et præcist fælles mål risikerer både ledelsen, medarbejderne, aktionærer, kunder osv. at fejltolke, hvad virksomheden i sandhed står inde for og tager afstand fra!
Min vigtigste pointe kommer som slut her:
Når din arbejdsplads har defineret sin mission, vision og værdier, så skal I satanedeme også vedligeholde dem! Ellers kan i hurtigt komme i noget så slemt som en shitstorm.
Lad os da bare lige hive fat i sodavandsgiganten en sidste gang.
Trods det rene mel og pæne sjæl, som Coca Cola så flot fortæller om, har de nemlig været offer for et par shitstorms gennem årene – lige fra seksuelle undertoner i sine kampagner til skjul af GMO-labeling på sine dåser.
Ikke så godt, når nu man praler så meget om sin godhed.
Du kender sikkert selv et par virksomheder, der på vældig pinlig vis har været dobbeltmoralske eller lignende i sin kommunikation. Det sker desværre ret ofte.
Det ironiske er, at hvis man nu bare kigger på sin mission, vision og værdier inden man skriver noget, så er det ret let at undgå… Så gør det!
Godt ord igen.
Tak, fordi du læste med!
Links til The Coca Cola Company mission, vision og værdier:
https://www.coca-colacompany.com/company/purpose-and-vision
https://www.coca-colacompany.com/social-impact/people-values